𝟭𝟬𝟬 𝗗𝗔𝗡𝗦𝗞𝗘 𝗞𝗘𝗥𝗔𝗠𝗜𝗞𝗘𝗥𝗘 – med værker fra Struerfødte Carsten Bagge Laustsen
100 keramikere – hverken mere eller mindre! Et højt tal, hvis man ikke selv samler på keramik, men blot har et ”normalt” kendskab til dansk designtradition. Og et meget lille tal, hvis vi ser det i forhold til rækken af nulevende udøvende keramikere, og endnu mindre, hvis man også går tilbage i tiden og tæller de afdøde med. Den danske keramiktradition er stor, stærk og mangefacetteret. Udstillingen
100 danske keramikere fortæller historien om dansk keramiks udvikling fra ”det moderne gennembrud” med skønvirkekeramikken omkring århundredeskiftet, altså omkring år 1900, og frem til i dag. De nyeste værker i udstillingen er nærmest lige kommet ud af ovnen. Historien fortælles gennem 100 nedslag i keramikkens historie, gennem 100 keramikeres værker.
Alle værkerne kommer fra Carsten Bagge Laustsens samling af dansk keramik, som er en af landets største og bredeste. Carsten Bagge Laustsen er født og opvokset i Struer og bringer nu passionen og kunstfascinationen hjem, hvor det hele startede, med denne spændende udstilling på Gimsinghoved.
Carsten er til daglig lektor ved institut for statskundskab ved Aarhus Universitet og ligeledes forfatter og medforfatter til en lang række bøger omkring socialteorier.
De 100 værker udstillet på Gimsinghoved er faktisk en meget lille del af Carstens samling der på nuværende forventes at være Danmarks største private samling på ca. 2500.
Mange besøgende har allerede været forbi udstillingen og besøgsantallet til ferniseringen fortæller meget godt om interessen for denne udstilling. Hele 140 gæster kom til ferniseringen.
100 danske keramikere kan opleves på Gimsinghoved frem til den 17. maj.
Udstillingsbeskrivelse
Dele af Carstens samling har tidligere været vist i forbindelse med udstillingerne ”100 års dansk keramik”, som blev indledt i Det Danske Hus i Paris i 2018, og som også var omkring Det Ny Kastet tilbage i 2019. Disse udstillinger er dokumenteret i bogen 100 års dansk keramik, som udkom sidste år på Forlaget Turbine. Nu vises så igen dele af samlingen frem, men andre værker. Fokusset er denne gang primært på det, man kalder værkstedskeramik, altså keramik fra de små værksteder rundt omkring i landet. Fokus er således ikke på serieproduceret keramik, som man ser det fra de store fabrikker som fx Den Kongelige Porcelænsfabrik, men i høj grad på keramisk unika.
På de store fabrikker var de forskellige dele af produktionen typisk opdelt mellem kunstnere, drejere, glasurmagere og andre teknikere. Hos værkstedskeramikerne derimod mestrer den enkelte keramiker alle processerne fra blanding af leret, blandingen af begitninger og glasurer til den sidste brænding. Et særkende for værkstedskeramikken er dette samspil mellem materialer, håndens arbejde og tilblivelsesprocessen, som ofte afspejler sig i det færdige værk. Det blev grundlaget for den moderne danske keramiske tradition, der fra starten hentede inspiration både fra vore hjemlige pottemagerarbejder, som har rødder tilbage til stenalderen (f.eks. Skarpsallingkarret) og den asiatiske keramik.
Første bølge af værkstedskeramik så man omkring århundredeskiftet, og udviklingen blev her drevet af en række kunstnere fra andre discipliner, som kastede sig over keramikken. Man taler også om kunstnerkeramik. Thorvald Bindesbøll var den første i denne bølge, og han introducerede et mere abstrakt formsprog, der brød med tidligere tiders glasurmaleri. Det var slut med vaser udsmykket med billeder af søslag, slotte, konger og dronninger. Ud over at bryde med en narrativ, altså fortællende, tradition, var værkerne også karakteriseret ved, at man ikke forsøgte at skjule arbejdsprocessen, derlå bag. Det blev nu mere råt og taktilt.
Karakteristisk var også en eksperimenterende og nærmest legende tilgang til materialerne, ikke mindst i forhold til glasering og brænding af værkerne.
Med oprettelsen af Kunsthåndværkerskolen i 1930 (senere Skolen for Brugskunst og Danmarks Designskole) blev mesterlæren erstattet af en institutionaliseret uddannelse af keramikere. Dette bliver samtidig det tidlige udgangspunkt for det, vi kan se som den anden bølge af værkstedskeramik. Nu udviklede keramikerne i højere grad hver deres særlige teknikker og kunstneriske udtryk, og de tog nye materialer i brug, først og fremmest stentøjet som ellers før primært var noget, som karakteriserede fabrikkernes produktion. En mangfoldighed af lertyper, former, brændingsteknikker og glasurer gav tilsyneladende uendelige variationsmuligheder, selvom forbindelsen til de oprindelige beholderformer forblev tydelig. En del af baggrunden for denne nye bølge var udviklingen af nye ovne, som betød, at den enkelte keramiker nu i højere grad kunne mestre brænding af de keramiske objekter ved høje temperaturer.
Denne anden bølge ses ofte som keramikkens guldalder. Internationalt har man her talt om ”Danish Modern”, som henviser dansk kunsthåndværk fra omkring 1950 og frem. Det centrale var det gode håndværk, men også en vilje til at gennemdesigne hverdagsobjekter, så de ikke blot havde æstetisk kvalitet, men også var enkle og funktionelle at bruge. Væsentlige navne var her bl.a. de to bornholmske keramikere Lisbeth Munch-Petersen og Gertrud Vasegaard, og lidt senere Gutte Eriksen, som underviste i Aarhus og her skabte en tradition for såkaldt hårdtbrændt lertøj.
Vi står netop nu over for en tredje bølge af værkstedskeramik. Keramikken har fået en renæssance og en ny præstige. Den er kommet ind på gallerierne, og den ses ikke længere nødvendigvis som kunsthåndværk, men også som kunst på lige fod med fx maleri og skulptur. Der har været en bevægelse væk fra de klassiske brugskeramiske former og i retning af det skulpturelle og dekorative.
Hvis man skulle nævne et navn her, kunne det passende være Bente Skjøttgaard, der særlig er blevet kendt for at bruge glasur på nye innovative måder. Men der er naturligvis også stadig keramikere, som arbejder med kunsthåndværk og på et meget højt niveau.
Keramikken har også igen fået folkelig appel. Som i 70’erne deltager mange i keramikkur-ser. Måske den langsomhed og fordybelse, der ligger i den keramiske proces, appellerer i en stresset tid. Som man taler om ”slow cooking”, hvor man laver alt fra bunden og giver sig tid, kan vi måske også tale om ”langsomt ler”. Man kan naturligvis kun glæde sig over denne interesse for både at nyde keramik som æstetiske objekt og for at lave noget selv. Hvad enten man går den ene eller den anden vej, så er den keramiske tradition en rig ressource.