I den budgetaftale der netop er indgået mellem de fleste af byrådets partier, er der sat penge af til Aktivitetscentret. Noget som har været et kardinalpunkt for Socialdemokratiet.
Der er tale om i alt 6 millioner kroner fordelt over to år, 2027 og 2028. Der er dermed lagt op til, at 2026 bliver et arbejdsår hvor brugerne af Aktivitetscentret skal beslutte hvad det er som der skal laves.
– Efter sidste års debat om Aktivitetscentrets fremtid var det vigtigt for os at få en klar løsning på bordet, forklarer Lars Møller Pedersen (S), Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet.
Fremtiden for Aktivitetscentret var usikker
For et år siden kørte debatten om Aktivitetscentret sideløbende med Skolestrukturdebatten. Det var tidligere besluttet at Ungdomsskolen skulle flyttes, og i den forbindelse ville Aktivitetscentret miste en række lokaler, som ville gøre at man ikke kunne bevare det nuværende aktivitetsniveau. Skolestrukturdebatten som rasede henover sommeren sidste år, blev til et arbejdsår, og dermed faldt diskussionen om Aktivitetscentret også til ro.
Men da skolestrukturen først på året i år endelig blev afgjort, stod det klart at Ungdomsskolen skulle flytte til Parkskolen. Dermed blev Aktivitetscentrets fremtid atter usikker. For hvad skulle der så ske med Ungdomsskolebygningen, der som sagt rummer en del af Aktivitetscentret
Byrådsmedlem Palle Lykke Ravn (S) fortæller:
– Som formand i Struer Frivilligcenter, som er placeret i Aktivitetscentret, har jeg kunne mærke den uro ganske tydeligt når jeg talte med folk på gangene. Derfor tog vi det op i den Socialdemokratiske byrådsgruppe forud for budgetforhandlingerne. Vi ville have en afklaring og vi ønskede at der blev afsat et beløb af en sådan størrelse, at Aktivitetscentret ikke bare ville fortsætte med at eksistere, men også kunne fremtidssikres til at rumme de behov som brugerne har, de behov har nemlig rykket sig noget siden Aktivitetscentret blev åbnet i sin tid.
Nu er der en plan for fremtiden.
– Vi er meget glade for, at det er besluttet, at Aktivitetscentret også fremover kan bruge lokalerne i den tidligere Ungdomsskole – og endda får mulighed for at indrette sig i stueplan. Allermest glæder det os dog, at den lange usikkerhed nu er væk. Nu kan vi i stedet fokusere på at give brugerne frihed til at indrette centret, så det i mange år fremover kan danne de bedste rammer for både seniorer og frivillige, slår Lars Møller Pedersen (S) fast.
Udover de 6 millioner kroner, har byrådet på tidligere budget afsat 1,9 millioner kroner til tagrenovering. Dermed er der i alt samlet afsat 7,9 mio kr til renovering og forbedringer af Aktivitetscentret.