Læserbrev: Børns trivsel er Struers vigtigste investering

af | 3. oktober 2025

Læserbrev af Faghir Bent Bashri, byrådskandidat for socialdemokratiet, Struer:

Børns trivsel er Struers vigtigste investering

Selvom mine egne børn ikke længere går i folkeskole, er børns trivsel noget, der optager mig dybt. For vi kan ikke tillade os at lukke øjnene for den virkelighed, vi står i: alt for mange børn i Struer – og i Danmark – mistrives, og skoleværing er et stigende problem.

Jeg har netop deltaget i et dialogmøde arrangeret af Vestjysk Lærerforening, og jeg må indrømme: det satte spor i mig. Jeg blev både bekymret og påvirket af de mange historier om mistrivsel, diagnoser og lærere, der hver dag kæmper for at få det hele til at hænge sammen.

Der er ingen hurtige løsninger. Skaden er allerede stor. Men netop derfor skal vi turde tage fat. Vi skal investere i børnene – ikke kun i form af penge, men i tid, voksne hænder og tidlig indsats. Vi skal lytte til familierne, der står midt i det. Vi skal spørge: hvad var tegnene? Hvad oplevede I derhjemme? Og vi skal handle på det – ikke først, når mistrivslen er massiv, men allerede når børnene er små.

Men én ting står klart: Vi bliver også nødt til at investere endnu mere i vores skoler. Det betyder mere kompetenceudvikling til lærere og pædagoger, så de har redskaberne til at løfte opgaven. Det betyder mere tid til forberedelse – fx skemalagte møder og planlægning, så samarbejdet omkring børnene ikke drukner i travlhed. Og det betyder mere af to-lærers ordninger i de klasser, hvor udfordringerne er størst, så lærerne ikke står alene.

Samtidig skal vi turde tale om de små klasser. Når en klasse bliver for lille, bliver fællesskaberne skrøbelige, og børnene mister både faglige og sociale muligheder. Hvem skal man arbejde sammen med om en opgave, hvis der kun sidder få elever? Forældrene er også utilfredse, og det er med rette – for små og sårbare klasser kan påvirke både trivsel og faglighed.

Jeg vil gerne understrege, at når jeg taler om de små klasser, handler det ikke om at lukke skoler eller sammenlægge unødigt.

Tværtimod. Det handler om at sikre, at børnene har et fagligt og socialt fællesskab, hvor de kan spejle sig hinanden, lære sammen og udvikle sig.

Der er rigtig mange spørgsmål og ingen lette svar. Men én ting ved vi: Vi bliver nødt til at tage hånd om det. Vi skal i reel dialog med både lærere, forældre, børn og alle de instanser, der spiller en rolle. Kun sådan kan vi finde løsninger, der holder.

Vi har et ansvar. Som mennesker, som kommune, som land, som borgere i det her samfund. Vi må aldrig acceptere, at børn falder ud af fællesskabet, eller at forældre står alene med en kamp, der burde være vores fælles.

Når alt dette er sagt, skal det også nævnes, at der naturligvis er mange børn, som trives, og lærerne gør et enormt og værdifuldt stykke arbejde hver eneste dag. Men jeg er uenig i den holdning, at vi kun skal fremhæve det positive og tie om problemerne. Hvis vi ikke tør italesætte mistrivslen, så bliver den ikke løst – og så svigter vi både børnene, forældrene og lærerne.

Jeg har ikke alle svarene, men jeg ved, at det kræver mod at investere langsigtet i både vores børn og vores skoler. For vi står med et valg: enten investerer vi i børnene nu- eller også betaler vi prisen senere.

Faghir Bent Bashri

Byrådskandidat for socialdemokratiet, Struer