Af Faghir Bent Bashri, sygeplejerske og byrådskandidat (A), Struer
Jeg læste med glæde, at Struer Kommune nu afskaffer minuttyranniet i ældreplejen. Det er et vigtigt skridt – både for borgerne og medarbejderne. Endelig bliver der åbnet for mere frihed, fleksibilitet og menneskelighed i mødet mellem hjælper og borger.
Men lad os være ærlige: det kan ikke stå alene.
Frihed kræver tid, faglighed og tryghed. Hvis vi skal lykkes med den nye ældrelov og sundhedsreformen, så kræver det, at medarbejderne har de rette kompetencer til at træffe faglige beslutninger og forebygge indlæggelser. Vi taler om borgere, der bliver ældre, lever længere med sygdom – og som i stigende grad skal passes og behandles i eget hjem. Det stiller nye og store krav til kommunerne.
Som sygeplejerske ved jeg, hvor meget det betyder, at man ikke bare skal løbe hurtigere, men faktisk får mulighed for at bruge sin faglighed og sit nærvær. Ældrepleje handler ikke om stopure – men om mennesker.
Derfor skal vi turde investere i kompetencer og kvalitet. Dansk Sygeplejeråd peger selv på, at fremtidens ældrepleje kræver flere specialiserede sygeplejersker – fx APN-uddannede og borgernære specialister – som kan tage ansvar for de mere komplekse borgerforløb og støtte resten af plejepersonalet i det daglige arbejde.
Det er den vej, vi skal gå i Struer. For frihed uden faglighed bliver til frustration – for både medarbejder og borger.
Og vi må ikke glemme arbejdsmiljøet. Hvis vi vil have en ældrepleje, der er værdig og nærværende, skal medarbejderne have tid, trivsel og trygge rammer til at yde den omsorg, de brænder for. For det er i sidste ende det, det handler om – mennesker, der passer på mennesker.
At afskaffe minuttyranniet er et skridt i den rigtige retning.
Men det næste skridt bliver afgørende – og det handler om kompetencer, kvalitet, et godt arbejdsmiljø og politisk vilje.