Læserbrev af Faghir Bent Bashri, byrådskandidat for socialdemokratiet
Når mennesker har brug for hjælp, skal systemet gribe dem – ikke fastholde dem i lange sagsforløb og uvished.
Som mor og som sygeplejerske i vores velfærdssystem kan jeg ikke lade være med at reagere på den nye undersøgelse, der viser, at mange socialrådgivere oplever ulovlig praksis i deres arbejde.
Det er både tankevækkende og dybt problematisk – men for os, der har stået midt i det, kommer det desværre ikke som nogen overraskelse.
Jeg kender også flere borgere, der sidder hjemme – isolerede – uden at få den hjælp, de har brug for.
Det gør ondt at vide, at mennesker bliver efterladt alene, ikke fordi de ikke vil hjælpes, men fordi systemet ikke formår at gribe dem.
Ifølge Dansk Socialrådgiverforenings vilkårsundersøgelse har hver fjerde socialrådgiver oplevet ulovlig praksis på deres arbejdsplads inden for det seneste år.
Over en tredjedel svarer, at økonomiske hensyn ofte vejer tungere end faglige vurderinger, og mere end halvdelen har følt sig presset til at træffe beslutninger, de ikke kunne stå inde for fagligt.
Når fagligheden tilsidesættes, går det ud over borgernes retssikkerhed.
Jeg har selv oplevet det tæt på.
I 2023 stod min søn færdig med sin specialskole, og vi deltog i et visitationsmøde, hvor der skulle træffes beslutning om hans STU-forløb (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) – et tilbud, der skal hjælpe unge med særlige behov godt videre i livet.
Det, der burde have været et trygt og afklarende forløb, blev begyndelsen på ni tunge måneder i afmagt.
Der blev begået fejl i afgørelsen, og der blev henvist til forkerte paragraffer. Jeg måtte gentagne gange påpege, at afgørelsen ikke tog udgangspunkt i hans rettigheder, men i kommunens økonomi.
Jeg fik blot at vide, at jeg “bare kunne anke” – og det gjorde jeg.
Sagen blev senere tilbagevist til kommunen, fordi afgørelsen var truffet på et forkert juridisk grundlag.
I mellemtiden gik min søn hjemme – uden noget tilbud.
I ni måneder befandt han sig i et ingenmandsland, hvor han hverken havde et uddannelsessted, støtte eller struktur i hverdagen.
Den ventetid kostede ham både trivsel og troen på, at systemet ville hjælpe.
Og jeg skal være ærlig:
Jeg var tæt på at flytte fra Struer.
For som mor ønskede jeg bare det bedste – eller rettere det rette – tilbud til mit barn. Jeg begyndte at kigge på bolig i Holstebro, fordi jeg ikke længere følte mig tryg ved, at min egen kommune kunne løfte opgaven.
Og sådan må ingen forælder nogensinde komme til at føle det.
Men det her læserbrev handler ikke om at hænge nogen ud – slet ikke de socialrådgivere, der står midt i det her hver dag.
Jeg ved, at langt de fleste ansatte vil borgerne det bedste, men de arbejder under vilkår, hvor økonomi og styring ofte står i vejen for fagligheden.
De bliver fanget i et system, hvor de skal vælge mellem at følge deres faglighed eller kommunens budget.
Det er urimeligt – både for borgerne og for dem, der skal udføre arbejdet.
Og det her handler ikke kun om STU-forløb.
Det kunne lige så godt handle om hjemmehjælp, praktisk støtte, hjælpemidler eller aflastning.
Alt for mange borgere oplever, at de skal kæmpe for ydelser, som egentlig burde være en ret.
Kommunerne ved desværre også godt, at mange ikke har ressourcerne til at klage eller anke, når de får et afslag.
Nogle mister ganske enkelt kræfterne – og giver op.
Et byråd kan ikke ændre Serviceloven – men vi kan skabe de rammer, der gør det muligt at overholde den.
Det er vores ansvar, og det vil jeg kæmpe for.
Vi skal give socialrådgiverne tid og faglig frihed til at gøre deres arbejde ordentligt.
Vi skal møde borgerne med respekt, gennemsigtighed og korrekt sagsbehandling – første gang.
Og vi skal bruge fejl som læring, ikke som noget, der skal fejes ind under gulvtæppet.
For når mennesker søger hjælp, skal de ikke mødes af mistillid og afslag, men af et system, der griber dem.
Det er sådan, vi genopbygger tilliden – og skaber en kommune, hvor man kan føle sig tryg i den hjælp, man kan føle sig tryg i den hjælp man får.