Nu siger næsten hele byrådet nej til privatisering af veje

af | 10. september 2025

Efter at Socialdemokratiet for to dage siden meldte ud at de ikke ønskede at privatisere veje i Struer Kommune, har der i dag været møde på Rådhuset, mødet var indkaldt af borgmesteren og var med deltagelse af forligspartierne i den for kort tid siden indgåede budgetaftale.

Efter dette møde melder borgmester Marianne Bredal (V) følgende ud på Facebook:

Jeg har tidligere tidligere på ugen indkaldt forligskredsen vedr budgettet og vi er enige om at omklassificering af offentlige veje til private fællesveje ikke gennemføres og udgår hermed af budgetforslaget. Det betyder også, at tidligere varslede etaper ikke gennemføres.

Forligskredsen (Venstre, Socialdemokratiet, Danmarks Demokraterne, Konservative, Radikale Venstre) er enige om, at fremsende følgende ændringsforlag vedr. punkt 704, “Opfølgning på omklassificering af offentlige veje til private fællesveje” i budget 2026-2029:

“Omklassificering af offentlige veje til private fællesveje gennemføres ikke og udgår hermed af budgetforslaget. Det betyder også, at tidligere varslede etaper ikke gennemføres.”

SF er ikke med i forligskredsen og har pt. ikke meldt noget ud om spørgsmålet.